Ny motivationstarif skal sikre mere effektiv og energivenlig fjernvarme
Ny motivationstarif skal sikre mere effektiv og energivenlig fjernvarme
Vi indfører fra 2026 en ny motivationstarif, der giver besparelser på din varmeregning, når dit fjernvarmeanlæg udnytter energien bedre. Motivationstariffen erstatter vores eksisterende afkølingstarif.
Jo bedre, du er til at udnytte fjernvarmen, jo mere kan vi spare på energien.
Returtemperaturen – temperaturen på det vand, dit fjernvarmeanlæg sender tilbage til os, efter det har opvarmet dit hjem – er derfor helt afgørende.
Jo mere dit anlæg har udnyttet varmen og dermed afkølet vandet, jo mere effektivt kan vi drive hele byens fjernvarmenet. Men hvor meget, du kan afkøle vandet, afhænger også af temperaturen på det vand, vi sender ud til dig – fremløbstemperaturen.
Derfor indfører vi fra 2026 en såkaldt motivationstarif, der erstatter den nuværende afkølingstarif. Det giver dig besparelser på din varmeregning, hvis du har en lav returtemperatur sammenlignet med din fremløbstemperatur. Er din returtemperatur derimod for høj, vil du få et mindre tillæg til din regning.
Det kan med andre ord godt betale sig for dig at sikre, at dit fjernvarmeanlæg fungerer optimalt. Der er nemlig penge at spare.
Til gavn for fællesskabet
Vores håb er, at vi med motivationstariffen i fællesskab kan forbedre afkølingen i hele fjernvarmenettet.
Det giver os en billigere fjernvarmeproduktion, fordi vi bliver mere effektive, sænker omkostningerne til pumper og får et lavere varmetab i vores ledninger.
I en tid, hvor vi for alvor har brug for at spare på energien og sænke udledningerne, giver det os ikke mindst et lavere energiforbrug.
Og så er fjernvarmen jo som bekendt et fællesskab. Derfor skal det også kunne svare sig for alle at bidrage til mere effektiv fjernvarme.
I dag betaler du en afkølingstarif, som ikke tager højde for din fremløbstemperatur. Men ikke alle har samme fremløbstemperatur, og derfor indfører vi motivationstariffen, der erstatter afkølingstariffen.
Vi hjælper dig i overgangen
Vi indfører den nye motivationstarif gradvist fra 2026 og frem, så du har god tid til at vænne dig til ændringen. Indtil den nye tarif træder i kraft, vil vi på din regning oplyse dig om, hvordan den ville have set ud, hvis motivationstariffen var gældende.
På den måde kan du let se, om du med fordel kan forbedre din afkøling i løbet af 2025, så du kan spare på varmeregningen, når motivationstariffen indføres året efter.
Vi hjælper dig selvfølgelig hellere end gerne med gode råd, tips og tricks til, hvordan du kan få et mere effektivt fjernvarmeanlæg.
Du kan også allerede nu selv se, hvor godt dit anlæg afkøler det varme vand. I din forbrugsapp, E|Forsyning, kan du nemlig aflæse både din fremløbs- og returtemperatur.